Om nor k

nor k

Tiden er den samme, om du strikker med et anonymt garn, eller med et lækkert håndfarvet garn. Så hvorfor ikke vælge det sidste?

nor k er håndfarvet garn, der er farvet med sjæl og hjerte. Ved at bruge det garn, gør du dine strikkeprojekter endnu mere luksuriøse, unikke og personlige.

Det er garn der gør at du vil vise dine projekter frem med endnu mere stolthed.

Det er garn der respekterer din dyrebare strikketid, ved at vise dine superstrikkeevner frem på flotteste vis. Lad ikke et kedeligt garn skjule dine superpowers.

Du er en stolt strikker! Bliv ved at være det, og understreg det med dit valg af garn.

 

Hvem står bag

Det gør jeg, Michelle.
Jeg er oprindeligt uddannet ekspedient i en guldsmed, samt ergoterapeut, og nu altså indiedyer med firmaet nor k.

Navnet nor k blev til efter en brainstorm, hvor ord som blandt andet knitting, drengenavnet Nohr, og norden var på bordet, bare for at nævne nogle få. Og resultatet blev altså nor k!

Jeg elsker humor, og har selv en sort én af slagsen. Og så siger jeg aldrig nej til en Snickers og en iskold cola!

 

Baggrund

Nysgerrigheden til garnfarvning blev vakt på en plantefarvningsworkshop hos G-uld, en sommerdag på et hustag i København. Eller…nysgerrigheden var der jo før det, ellers havde jeg ikke tilmeldt mig workshoppen. Men lysten til at udforske videre, blev vakt dér.

Og udforskningen blev i første omgang i retning af syrefarver, hvilket lyder ret drabeligt, men som det heldigvis ikke er. Det dækker bare over, at farverne kun kan trække på garnet i et surt miljø, og fikeres ved hjælp af varme.

Jeg bruger kun lidt over en håndfuld grundfarver, som blandes indbyrdes i forskellige forhold, indtil den endelige farve jeg ønsker, fremkommer.

Nogle gange sidder blandingsforholdet der i første hug. Andre (og mange) gange skal jeg blande op på ny i andre blandingsforhold, før farven sidder lige i skabet. Men det er tilgengæld også det der gør det fedt – at bruge farveteori og farvecirklen som udgangspunkt, og derefter lege, teste og tweake til jeg får den helt rigtige nuance.

 

Kan jeg strikke?

Oh yeah, og jeg elsker det! Jeg har strikket on and off i 20 år, siden teenageårene. De sidste 5-8 år har heldigvis været meget on!

Jeg er ikke en monogam strikker. Der skal helst være forskellige projekter i gang, så jeg har noget at vælge i mellem, alt efter humør og sværhedsgrad. Jeg er ikke jordens hurtigste strikker, så børnetøj er en klar favorit, for så bliver projekterne færdiggjort!

Jeg har mere end én gang afleveret julegaver med pindene i, og en lille sød hilsen om at aflevere gaven tilbage så jeg kan strikke den helt færdig. Sjovt nok var det voksenstørrelser der var tale om i de tilfælde…

Ind i mellem finder også hækleprojekter vej hen til strikkekurven. Du ved, bare for afvekslingens skyld. Og også for at dygtiggøre mig – især vendemasker er min nemesis.

 

Lad mig høre

Har du spørgsmål, kommentarer eller noget helt andet, så smid mig en mail på Michelle@nor-k.dk eller brug formularen under Kontakt, her på websitet.

Du kan også finde nor k på Instagram og Facebook.

Vi strikkes ved
Michelle